Vores målgruppe kan få 5-10 individuelle samtaler á 50 minutter over en periode på op til 3 måneder. Samtalerne tager udgangspunkt i det, du ønsker at arbejde med og kan være af både rådgivende og terapeutisk karakter.

Vores målgruppe for individuelle samtaler er:

1. pårørende til en nærtstående med psykisk sårbarhed (vedkommende behøver ikke at have fået en specifik diagnose).

2. personer med psykisk sårbarhed, hvor vi imidlertid skelner mellem personer med tilknytning til psykiatri og personer uden. Se om du er vores målgruppe i skemaet herunder. Hvis du ikke er i vores målgruppe, kan du evt. kontakte os for at høre, hvor du ellers kan finde støtte.

Målgruppen personer med psykisk sårbarhed
Nuværende eller tidligere tilknytning til psykiatrienIngen tilknytning til psykiatrien
Uden for arbejdsmarkedet (fx. på kontanthjælp, sygedagpenge, pension mv.)
Er vores målgruppeEr vores målgruppe
I arbejdeEr vores målgruppeEr desværre ikke vores målgruppe
StuderendeEr vores målgruppeEr desværre ikke vores målgruppe

For at blive skrevet på ventelisten til individuelle samtaler skal du komme til en forsamtale i vores vagt, som er tirsdag  og torsdag mellem 17.00-19.00. Forsamtalen tager ca. en halv time, og du behøver ikke at bestille tid forinden.

Ventetiden til at påbegynde et samtaleforløb svinger mellem 1-3 måneder; du er altid velkommen til at ringe for at høre, hvor du står på listen.

Formålet med samtalerne er først og fremmest at støtte dig i at håndtere hverdagen på en for dig meningsfuld måde. Din rådgiver vil tage afsæt i din aktuelle livssituation og støtte dig med nye perspektiver og handlemuligheder ud fra princippet om hjælp til selvhjælp. Vi forventer, at du med udgangspunkt i dine egne ressourcer er medansvarlig for samtalerne.

Samtaletilbuddet er gratis, og vi behøver ikke dit cpr-nummer. Alle rådgivere har tavshedspligt og følger de nordiske etikregler for psykologer. Vi fører ikke journal og videregiver ikke oplysninger uden din tilladelse. Som alle andre har vi imidlertid indberetningspligt og afværgepligt; tag en snak med os, hvis du vil vide mere herom.