Vi søger løbende nye frivillige til Psykologisk Rådgivning og til projekterne. Se mere nedenfor – vi glæder os til at høre fra dig.

Frivillig psykolog i Rådgivningen

For at blive frivillig i rådgivningen skal du være uddannet cand.psych. eller cand.pæd.psych.

Vi står ofte og mangler frivillige, så send gerne en mail med nogle få linjer om dig selv og din motivation for det frivillige arbejde hos os. Dersom vi har mulighed for at tage dig ind, vil vi da bede om en ansøgning og et cv.

Rådgivningens kultur baserer sig på mindfulness, så hvis du ønsker at være frivillig, forudsætter det positiv interesse for mindfulness samt en vis erfaring både teoretisk og i praksis. Dette udelukker dog ikke, at du i øvrigt har andre faglige ståsteder, da vi arbejder på tværs af metoder og især understreger vigtigheden af mødet med den enkelte borger og dennes problemstilling.

Mindfulnesspraksis og -teori, der tæller i fbm. ansøgning som frivillig hos os, kan fx være:

  • regelmæssig mindfulness- 0g/eller meditationspraksis
  • deltagelse på mindfulnesskursus, MBSR, retreats mv.
  • et vist akademisk kendskab til mindfulness (herunder evt. også litteratur med buddhistisk, compassionfokuseret eller lignende orientering).

Som frivillig i Rådgivningen skal du være indstillet på et fællesskab, der bl.a. på fællesmøder, kurser samt i mindfulness- og supervisionsgrupperne er bygget op omkring en eller anden form for regelmæssig mindfulnesspraksis.

Formålet med rådgivning, samtaler og grupper er at give støtte til den enkelte borger mhp. at kunne håndtere sin dagligdag og/eller problemstilling på en mere meningsfuld måde. Rådgiveren skal derfor først og fremmest møde borgeren dér, hvor vedkommende er, være sammen med ham/hende på en meningsfuld måde og på den måde fascilitere borgerens arbejde med sine problemstillinger.

For at blive frivillig hos os, er det vigtigt, at du kan arbejde inden for ovennævnte rammer – og du skal kunne deltage i pligtig supervision og mindfulnesspraksis tirsdag aften i alle ulige uger. Til gengæld vil du få erfaring med ‘samtalens grundlæggende færdigheder’, styrke din egen mindfulnesspraksis og opleve en social frivillig organisation med kultur, hjerte, rammer og retningslinjer på rette sted.

Udover vores “kerne-frivillige” har vi af og til også frivillige, der løser andre opgaver for os, fx er med i en projekt- eller arbejdsgruppe eller løser konkrete organisatoriske arbejdsopgaver for os. Hvis du selv har en ide til, hvordan du som frivillig kan være en del af vores organisation, skal du også være velkommen til at sende en mail.

Kontakt Kim, leder af Psykologisk Rådgivning, på kim@sind-kbh.dk

I projektet Frit SIND søger vi først nye frivillige i november 2018 med opstart i januar 2019.

Frivillig rådgiver i Åben Pårørenderådgivning

For at blive frivillig i Åben Pårørenderådgivning skal du være uddannet:

  • cand.psych./cand.pæd.psych/cand.pæd.pæd.psych. eller være studerende på en af uddannelserne på kandidatdelen.

Åben Pårørenderådgivning er et 2-årigt projekt, støttet af TrygFonden, og projektet er målrettet psykologisk støtte og rådgivning til pårørende til mennesker med psykisk sårbarhed/psykisk lidelse.

Vi har åbent hver mandag kl. 16.00-19.00, hvor pårørende kan henvende sig direkte fra gaden af og få op til 3 støttende/rådgivende samtaler. Vi tilbyder samtaler til enkeltpersoner, par, familier og vennegrupper. Udover face-to-face samtaler tilbyder vi også telefonisk rådgivning.

Vi er 5 frivillige rådgivere og en koordinator på vagt hver mandag, som du vil indgå i et team med. Du forpligter dig til at arbejde hver anden mandag i tidsrummet kl. 15.30-19.30 i enten lige eller ulige uger. Udover obligatorisk månedlig supervision, som ligger en mandag kl. 19.15-21.15, er der rig mulighed for at få kollegial sparring på hver vagt.

For at blive frivillig i Åben Pårørenderådgivning skal du have interesse for pårørendeproblematikker og have fokus på at være en god samtalepartner. Rammen for samtalerne er funderet i non-specifikke faktorer, som betoner betydningen af relationen mellem rådgiver og pårørende. Derudover er vi inspireret af mindfulnessbegrebet. Det er ikke et krav, at du skal kende til mindfulness eller selv praktisere mindfulness for at blive rådgiver i Åben Pårørenderådgivning, men du skal have en positiv interesse og nysgerrighed for begrebet.

Du skal være indstillet på at yde rådgivning og støtte via face-to-face samtaler og telefon og kunne veksle mellem disse på en enkelt vagt. Vores værdier og kultur læner sig op ad Psykologisk Rådgivnings, men da vi er et relativt nystartet projekt, prøver vi os også meget frem. Derfor er det et stort plus, hvis du ønsker at være med til at videreudvikle og præge Åben Pårørenderådgivning.

Du skal påregne at arbejde ca. 10 timer pr. måned.

Som frivillig forpligter du dig til:

  • At arbejde hver anden mandag kl. 15.30-19.30
  • At deltage i månedlig supervision, som ligger en mandag kl. 19.15-21.15
  • At deltage i efteruddannelse i form af 2 årlige kurser, som typisk ligger i weekender.

Til gengæld får du:

  • Erfaring/videreudvikling af dine samtalefærdigheder
  • Erfaring/videreudvikling af mindfulnessbegrebet og hvordan, det kan integreres i samtaler
  • Erfaring med at arbejde med enkeltpersoner, par og familier
  • Bliver klædt på til opgaven som rådgiver gennem obligatorisk introkursus,  supervision med psykolog og 2 årlige efteruddannelseskurser
  • Et fagligt og socialt inspirerende fællesskab med andre psykologer og psykologistuderende
  • Mulighed for at arbejde individuelt eller i par med en anden rådgiver
  • Mulighed for at præge og udvikle Åben Pårørenderådgivning
  • Anbefaling efter mindst et halvt års ansættelse (ved minimum 80% deltagelse på vagt, supervision og efteruddannelseskurser).

Vi har løbende optag af nye frivillige, så hvis ovenstående har fanget din interesse, så send en ansøgning og CV til projektkoordinator Pia Lundby Jensen, pia@sind-kbh.dk