Som pårørende i Region Hovedstaden kan du få gratis, akutte samtaler med en psykolog eller psykologistuderende, der har specifik viden om det at være pårørende til en person med psykisk sårbarhed/psykisk lidelse

ÅBEN PÅRØRENDERÅDGIVNING

Åben Pårørenderådgivning er et rådgivningsforløb uden venteliste, hvor du kan komme hurtig til.

VI TILBYDER DIG

Du kan få op til 3 samtaler med en psykolog eller psykologistuderende, som har specifik viden om det at være pårørende.

Der er ingen kriterier, du skal opfylde, for at kunne få samtaler i Åben Pårørenderådgivning, andet end at du skal være bosat i Region Hovedstaden. Din nærtstående behøver ikke at have en psykiatrisk diagnose – du skal blot opleve dig selv som pårørende.

Du bestemmer selv, hvornår du vil have samtalerne, bare de ligger inden for vores åbningstid, som er om mandagen kl. 16.00-19.00. Da vi er en åben pårørenderådgivning, har vi ingen venteliste.

Du kan komme som enkeltperson eller som venner, par eller familie. Din nærtstående er selvfølgelig også meget velkommen til at være med til samtalerne.

Vi har sat 50 min. af til individuelle samtaler og 1 1/2 time til par/familie- og vennesamtaler. Der er to rådgivere med til par/familie- og vennesamtaler.

Vi tilbyder også telefonisk rådgivning i åbningstiden hver mandag kl. 16.00 – 19.00.

AT VÆRE PÅRØRENDE TIL EN PERSON MED PSYKISK SÅRBARHED/PSYKISK LIDELSE

At være pårørende kan for nogen være et livsvilkår og kræver ofte mange ressourcer. Mange føler det som en stor belastning, og det er ofte svært at tale med andre om det. Ydermere føler mange pårørende det som et stor ansvar, at deres nærtstående får den hjælp, som vedkommende har brug for. Resultatet bliver ofte, at pårørende tilsidesætter egne behov og følelser og selv bliver nedslidt.

Følelser, der ofte følger med det at være pårørende, er bekymring, magtesløshed, frustration, vrede, dårlig samvittighed, ensomhed, tristhed eller ligefrem sorg. I Åben Pårørenderådgivning får du et frirum til at få sat ord på dine tanker og følelser. Du bestemmer, hvad vi skal tale om, og vi vil gøre vores bedste for at støtte og rådgive dig udfra netop din problemstilling.

HVORDAN FÅR JEG SAMTALER? 

Du er meget velkommen til blot at møde op i vores åbningstid, eller du kan kontakte os via e-mail eller telefon i åbningstiden og bestille en tid i forvejen. På den måde undgår du eventuel ventetid.

Tidsbestilling via telefon:
Ring alle mandage kl. 16.00-19.00 på tlf.nr. 3011 6346
Tidsbestilling via e-mail:
Skriv til ap@sind-kbh.dk
Kom uden tidsbestilling:
Du er meget velkommen til at møde op uden tidsbestilling. Ventetid kan evt. forekomme.
Afbud:
Afbud skal gives senest 24 timer før samtalen via mail/tlf./sms

Når du ankommer til rådgivningen, skal du ringe på døren ved indgangspartiet, der hvor der står “Psykologisk Rådgivning”, og så lukker vi dig ind.

Vel mødt!

Åben Pårørenderådgivning er et 2-årigt projekt, støttet af TrygFonden.

Adresse:

Slotsgade 2, 2.tv. 2200 København N

Åbningstid:

Mandag kl. 16.00-19.00

Kontakt:

Tlf.nr. 3011 6346

Du er velkommen til at bestille tid til samtale ved at sende en e-mail på ap@sind-kbh.dk eller benyt formularen herunder.